Erik den Rødes Grønland



	Relief af Erik den Røde

Eirikr rauði Þorvaldsson (ca. 950-1003 e.kr.) blev kaldt Erik den Røde på grund af sit røde skæg og hår, men måske også på grund af sit ustyrlige temperament. Det siges, at han var en særdeles ilter herre, der efter flere landsforvisninger fra først Norge og siden Island endelig faldt til ro i Grønland.
Sagaerne fortæller, at hans far, Þorvaldr Ásvaldsson, blev forvist fra Norge i 960 e.kr. på grund af ’nogle drab’, og hele Eriks familie slog sig derfor ned på Island. Her giftede Erik den Røde sig med Tjodhilde, men hans faders skæbne overgik nu snart ham selv. I 982 blev han dømt landsforvisning fra Island i tre år på grund af drab.

Erik den Rødes opdagelse af Grønland
Derfor drog han samme år mod vest og opdagede et land med et indbydende fjordlandskab og frodige, grønne dale. Han var overordentligt imponeret over landets ressourcer, og han vendte tilbage til Island og fortalte om "Det grønne land".

Erik den Røde havde stort held med sine overtalelsesevner, for i 985 sejlede han igen af sted fra vulkanøen, i spidsen for 25 skibe med retning mod Grønland. Der var omkring 500 mænd og kvinder, husdyr og alt hvad der skulle til for at skabe en ny tilværelse i et nyt land ombord.



	Nordboernes rejser

Af de 25 skibe var det kun de 14 der nåede frem. Erik den Røde anlagde høvdingesædet Brattahlið – nutidens Qassiarsuk – i Sydgrønland mens andre fortsatte længere mod nord til fjorden ved Nuuk. De to samfund blev kaldt for Øster- og Vesterbygden.

Første kristne kirke i Nordamerika
Omkring år 1000 vendte Erik den Rødes søn, Leif Eriksson, tilbage til Grønland efter et længere ophold i Norge, og Leif – med tilnavnet ’den Lykkelige’ – medbragte den første kristne missionær. Ikke længe efter blev den første kristne kirke på det nordamerikanske kontinent opført i Brattahlið, kaldet Tjodhildes Kirke. I dag kan man i Qassiarsuk se en rekonstruktion af den lille kirke.

Ved år 1000 udgjorde vikingesamfundene ca. 3.000 mennesker på 300-400 gårdanlæg. Nordbosamfundet overlevede i 500 år. Hvorfor de forsvandt er stadig et stort mysterium, men et koldere klima, stridigheder med inuitterne, europæiske sørøvere, overgræsning og pest har været bare nogle af flere kvalificerede bud.